kornholt.dk

Tanker om en lukket vej og en åben dør

Jeg besøgte for et par år siden Pyrenæerne for at opleve de legendariske bjerge som benyttes i cykelløbet Tour de France. Jeg havde især glædet mig til det smukke bjerg Col d’Aubisque. Her er en enestående vej med en ubeskrivelig udsigt. Over flere kilometer er vejen en hylde hugget ind i bjergsiden. Desværre havde vinteren været hård ved vejene. Jordskred og sneskred havde gjort flere veje ufremkommelige. Col d’Aubisque var lukket. Route Barrée!

Jeg har oplevet flere lukkede veje i mit liv; senest i maj 2020 hvor jeg uden varsel blev fyret som præst ved Købnerkirken. Til arbejdet var en tjenestebolig, hvilket betød at jeg med ét både mistede både mit arbejde og mit hjem gennem 12 år. Jeg flyttede tre uger senere. Den vej, jeg havde planlagt at følge, blev lukket. Route barrée!

Når en vej lukker, så opstår der krise og udfordringerne står i kø: Skal jeg slå igen? Skal jeg flygte? Findes der en udvej? Hvilken vej kan jeg nu følge?
Når en vej lukkes, så er det tid til at græde, men ikke for længe, for det er vigtigt også at gøre noget. Det første er at arbejde med sine følelser for at kunne reagere hensigtsmæssigt og det næste er at tage initiativ til at se efter nye muligheder.

Min erfaring er at når vejen er lukket, så kan der findes andre veje! Min erfaring er også, at det kræver hårdt arbejde at komme videre. Det er fx nødvendigt at håndtere svære følelser som vrede, sorg, tab og det er hårdt arbejde. Det er ubehageligt at miste muligheden for de frie valg. Så er det vigtigt at bevæge sig og lede efter steder, hvor der kan opstå nye muligheder og nye frie valg.

Selv når vi føler os svigtet og dårlig behandlet af mennesker, så svigter Gud os aldrig! Det er både min tro og min erfaring af selv i de vanskeligste øjeblikke, der er Gud for at hjælpe. I dag er det nytår og jeg ser tilbage på 2020 og årets vejspærringer. Og alligevel blev det et år hvor jeg kastede mig i armene på nye muligheder: Jeg fik nyt arbejde i Kløvermarkskirken i Holbæk og Marianne og jeg blev gift og fik et et skønt hus og nyt hjem i Asnæs. Jeg fik mit tredje barnebarn og Vejle Boldklub rykkede op i Superligaen! Jo jo…
I dag står jeg foran en åben dør og jeg går med glæde og forventning i gang med 2021.

Asnæs den 1. januar 2021 

Som sædvanlig har jeg gjort mig umage med at forberede årets julegudstjeneste. Skønne spildte kræfter eller…

Gradvist blev Corona-smittetrykket større og retningslinjer for afholdelse af gudstjenester blev skærpet. Måden det er sket på er dybt frustrerende. Siden maj måned 2020 har vi fyldt kirken med det tilladte antal deltagere og vi er blevet gode til at håndtere retningslinjerne og ingen er blevet smittet ved vores arrangementer. Juleaften ville ingen undtagelse være!
Men fordi der i folkekirken er ekstraordinær tilstrømning til gudstjeneste juleaften (og måske tilsvarende mangel på tilstrømning til hverdag?) så udbrød der panik. Og en masse gode kirkefolk gjorde oprør mod at gennemføre gudstjeneste juleaften. Kirkeministeriet reagerede ved at komme med nye skærpede anbefalinger den 21. december og den 23. december. Til sidst stod vi sent lillejuleaften med en opfordring til at holde gudstjenester på max 30 minutter uden sang. Det giver jo ingen mening og derfor valgte næsten alle kirker at aflyse julens gudstjenester. Også min kirke Kløvermarkskirken valgte at aflyse.

Jeg er utilfreds med den respektløse måde kirkeministeriet har behandlet kirkerne på i denne sag. Vi har ikke fået klar besked i tide og vi har bare fået ‘anbefalinger.’ Det er blevet overladt til os lægfolk lokalt at diskutere og afgøre hvad der er sundhedsmæssigt forsvarligt. Det er urimeligt. Jeg er ikke klog nok og mine medarbejdere i kirken er heller ikke kloge nok (undskyld) til at tage den slags beslutninger. Vi vil gerne have besked fra myndigheder og politikere om hvad vi må og ikke må. Vi kan ikke selv bedømme hvad der er sundhedsmæssigt forsvarligt.

Desuden er den opstående panik udtryk for at der i medier og offentligheden og blandt politikere ingen fokus er på de hundrede af populære kirke som ikke er en del af Folkekirken. Vi har i min kirke siden maj måned ’til hverdag’ (= hver søndag) afholdt to gudstjenester med det tilladt antal deltagere. I min kirke er der ingen forskel mellem hverdag og juleaften. Vi havde forberedt gudstjenester juleaften med samme antal deltagere og de samme forholdsregler som ved gudstjenesterne de seneste måneder.

Jeg har forståelse for den del af panikken i Folkekirken som handler om at den lokale kirke ikke selv kan bestemme om man vil gennemføre en gudstjeneste. Siden 1992 har det været bestemt ved lov at folkekirker skal holde gudstjeneste juleaften. Jeg er taknemlig over at være præst i en frikirke hvor vi har friheden til både at indbyde til de gudstjenester vi vil og til at aflyse de gudstjeneste vi ikke vil gennemføre.

Nå, men så blev næsten alle gudstjenesterne juleaften aflyst med 15 timers varsel. Al vores forberedelse var klar også min juleprædiken. Skønne spildte kræfter? Nej, du kan læse min juleprædiken her… Men det ville have været så meget bedre med et helt andet forløb forud for denne juleaften.

Glædelig Jul
Jan Kornholt
25. december 2020