Det var en af juledagene jeg blev ringet op. Det var Gurli. Jeg kendte hende ikke. Hun gik lige til sagen og spurgte: ”Vil I ha’ mig i jeres kirke?” Gurli havde ikke været i kirke de seneste 30 år. Ikke siden hun blev bedt om at stoppe som medarbejder hos KFUK. Det opfattede hun som at hun har uvelkommen i kirken.
Gurli havde været psykisk syg det meste af sit liv. Og de seneste år havde hun konstant været på stærk bedøvende medicin. Pludselig denne jul ringende hun til tre kirker og spurgte: ”Vil I ha’ mig i jeres kirke?” ”Selvfølgelig,” svarede jeg og vi aftalte at Gurli skulle komme til gudstjeneste den første søndag i det nye år.
Gurlis liv havde været en lang nedtur. Nu var hun gammel, syg, alene, bedrøvet og bedøvet og hun vidste hun var til besvær og hun undskyldte hele tiden. ”Gør det noget jeg kun kan betale 50 kr. til kirken? Gør det noget jeg sidder ned under lovsangen for jeg er bange for at falde.” ”Nej, det gør ikke noget, Gurli, du kan få lov til at være i vores kirke præcis som du er!”
Og Gurli kom trofast i kirken. Hun fandt venner i kirken der hjalp hende og hun sagde undskyld hele tiden og var lykkelig over at være med i et fællesskab. Et halvt år senere blev Gurli døbt. Hun ville døbes! ”Men, hvis I kommer mig ned i det store bassin, så kommer jeg ikke levende op,” sagde hun. Derfor nøjedes vi med lidt vand på hovedet. Og Gurli sagde ”undskyld” fordi hun ikke kunne blive døbt på vores måde. ”Det gør ikke noget, Gurli”, sagde jeg for 117. gang.
Endnu tre måneder var Gurli en del af kirkens fællesskab. Så ringede telefonen igen. Det var sygehuset der fortalte at Gurli lå for døden, og nu ville de slukke for respiratoren. To af Gurlis nye venner boede i nærheden og tog straks derud. Og da Gurli få timer senere døde, da var det en af hendes nye venner fra kirken der holdt hende i hånden.
Det blev en ’stor’ begravelse selvom 25 mennesker i en kirke fylder ikke meget. Men Gurlis betydning for os var stor. Hun havde lært os hvad kirke er: Et fællesskab med kærlighed. Vi er her for hinanden, for at dele liv for at give noget videre. Ja Gurli var besværlig og besværet af problemer, men i kirken blev hun lykkelig og alle der hjalp hende blev velsignet af hendes taknemlighed og hendes store glæde over at høre til.
Min kirke ønsker at være en kirke for alle. Det ønsker vi at være fordi vi tror at Guds kærlighed er det stærkeste som findes, og vi tror at Gud vil bruge kirke som redskab til at række sin kærlighed ud til alle! I kirken kan du møde venner, her kan du hjælpe og få hjælp og være del af et fællesskab. Så uanset hvem der ringer, uanset hvem der spørger, så vil vi gerne ”ha’ dem i vores kirke”.
Kærlig hilsen Jan Kornholt
Artiklen er oprindelig trykt i 'Nyt Fra Købnerkirken' februar 2012
