Being there
Her er historien om en idiot, der måske bliver præsident i USA. Det er en opdigtet historie, for det kan jo ikke ske i virkeligheden. Historien er fra filmen ”Being there” med Peter Sellers. Filmen handler om en gartner, som ved så lidt om det meste at det er i orden at kalde ham en idiot. Han har nemlig levet hele sit liv totalt isoleret og kun beskæftiget sig med at passe og pleje blomsterne i en lille have med høje mure omkring. Hvad der foregår udenfor havens mure ved han intet om.
Gartneren slipper dog ud i virkeligheden, og tilfældigvis kommer han til at omgås de mest indflydelsesrige forretningsfolk og politikere. Gartneren er velklædt og venlig og nobel både af udseende og i optræden, og ingen fatter mistanke om at manden er en idiot. Han bliver interviewet i talkshows primetime. De spørger ham om nationaløkonomi og hans mening om regeringens økonomiske indgreb.
Han forstår ikke et ord af det hele, og han svarer som han har forstand til, dvs. det eneste han har forstand på, er havearbejde, så han fortæller at efter vinter kommer forår, og man må så før der vokser noget op, og så må man gøde planterne og beskære buskene.
Og alle de rigtigt kloge er sikre på at gartneren taler i billeder om vigtige samfundsspørgsmål. Alle er ellevilde med den uvidende gartner, for de tror han snakker dybe sandheder om nationens ve og vel. Historien ender med at han går på vandet og måske bliver han USA’s næste præsident.
Hvordan kunne det lade sig gøre? At en idiot er lige ved at blive USA s næste præsident. Jo simpelthen for han var der – på rette tid og sted og han brugte de evner og den indsigt han havde. ’Being there’ – er filmens titel og filmens budskab, ’at være der’, det er hvad det handler om. Om at være til stede i nuet, gribe øjeblikket og få det bedste ud af det.
Nu skal jeg nok lade være med at kalde dig for en idiot. Men så lad mig tale for mig selv: Jeg har mange gange følt mig så en idiot, når jeg sagde det forkert, gjorde det forkerte og når jeg undlod at gøre det som var rigtigt. Og alle de gange hvor jeg ikke følte mig dygtig nok og rig nok og klog nok og hurtig nok. Så er det vigtigt at holde fast i, at uanset hvem du er og hvad du selv mener du kan og ikke kan, så kan Gud bruge dig i sin tjeneste.
Historien om den ødsle landmand
Jesus begyndte igen at undervise ved søen. Han talte til dem i lang tid og brugte lignelser i sin undervisning. »Hør her. Der var engang en bonde der gik ud for at så,« sagde han. »Noget af det korn han såede, faldt på vejen, og det kom fuglene og spiste. Noget andet faldt på stenet grund med et tyndt jordlag, og fordi der ikke var ret meget jord, voksede det op med det samme. Men da solen stod op, blev det svedet af og visnede fordi det ikke havde slået ordentligt rod. Noget af kornet faldt mellem tidsler, og de voksede op og kvalte det så kornet ikke nåede at give udbytte. Men der var også noget af kornet der landede i god jord, og det spirede frem, voksede og gav et godt udbytte. Noget af det gav tredive gange igen, noget af det tres, og noget af det gav hundrede gange igen.« … den gode jord er et billede på dem der hører budskabet og tager imod det. Derfor bliver udbyttet tredive, tres eller hundrede gange så stort som det der blev sået.« (Markus Evangeliet 4.1-9 + 20)
Det er egentlig en ret banal fortælling om en landmand der er på rette tid og sted og gør det der skal gøres for at hans mission kan lykkes. ’Being there’ – han er der hvor han skal være. Det er også budskabet og udfordringen til dig i dag: Er du der hvor du skal være? Og gør du det du skal?
Gud ønsker at du skal være aktivt til stede i det liv som han har skabt dig til at leve. ’Being there’! Være til stede i nuet, gribe øjeblikket og få det bedste ud af det. Landmanden kan være dit forbillede og eksempel. Alt, hvad Gud har givet dig, det skal du give videre. Formålet med dit liv er ligesom med landmandens arbejde: Du er her for at give noget videre, for at få noget til at gro. Du skal give livet videre, du skal elske og du skal kæmpe for at andres liv må lykkes. Det er din mission. Jesus har givet en missionsbefaling. Han sagde det først til sine disciple og det gælder stadig for dig og mig:
Jesus sagde: “Jeg har fået al magt i himlen og på jorden. Derfor skal I rejse ud til alle verdens folk og få dem til at følge mig. I skal døbe dem, så de tilhører vores Far i himlen, Sønnen og Helligånden, og I skal lære dem at gør alt det, jeg har sagt. Jeg lover, at jeg er hos jer, så længe verden er til!” (Mattæus Evangeliet 28,20)
Ja, vi er sendt til verden for at give noget videre. ’Being there’, Jesus ønske at vi skal være her – til stede i verden for at dele alt det han har givet os. Og hvordan går det så lige med det? Hvordan er det indtil nu lykkedes for mig at gøre det rette? Skal jeg svare ærligt, … så kan jeg let føle mig som en idiot. For der er meget som ikke er lykkedes. Ligesom med landmanden: Det lykkes jo heller ikke for ham det hele: Noget faldt ved siden af marken, noget faldt i dårlig jord og noget blandt ukrudt.
Du behøver ikke en Corona pandemi for at opleve at tingene ikke lykkes. Det er let at få dårlig samvittighed når du tænker på alt det som gik galt. Hvordan i alverden skal jeg så forholde mig til de store forventninger og krav som Gud har til mig?
En befaling skal adlydes – javel – men læg mærke til at missionsbefalingen også er et løfte: Jesus sagde: “Jeg lover, at jeg er hos jer, så længe verden er til!”
Det er løftet fra Jesus om at være med os, som fortæller os, at det nytter. Løftet er. At Han er med os altid. Gud er her – er på færde i sin verden, for at så et evigt og uudryddeligt liv i hjertet på alle sine skabninger. Gud selv er ligesom landmanden, han deler gavmildt sin kærlighed og sin velsignelse med gode og onde, troende og vantro, os alle. Han holder ikke budskabet tilbage af angst for, at noget skal gå til spilde. Det er ikke sikkert, at det alt sammen bliver til noget, men altid er muligheden for den gode jord til stede. Det handler simpelthen om at være der og udnytte øjeblikket og give alt det gode videre uanset forholdene. Der er altid NOGET som vil falde i den gode jord!
Vækkelse her
Da jeg for mange år siden begyndte som præst i Kløvermarkskirken da overtog jeg nogle bøger fra en af menighedens tidligere præster J.P. Hansen. Og i en af bøgerne fandt jeg dette telegram: Det er sendt fra Rudkøbing 15. januar 1945 fra pastor Engelbretsen som på det tidspunkt var præst i Aalborg.
Pastor Engelbretsen var i Rudkøbing for at holde møder og havde en aftale om derefter at komme til Holbæk. Men han sender dette telegram for at aflyse eller udskyde sin aftale i Holbæk: ‘KOMMER IKKE DENNE UGE, VÆKKELSE HER, BREV FØLGER!’
For mig er det et godt eksempel på at være dér hvor man skal være, på rette tid og sted for at blive brugt af Gud. ’Vækkelse’ betyder at der er mange som begynder at følge Jesus. Og der var ikke noget vigtigere for pastor Engelbretsen end at være lige der for at hjælpe de mange nye kristne.
Historien om landmanden der sår er et kald – en invitation til dig om at være der hvor du skal være – og ubekymret, begejstret og generøst dele alt det gode du har fået. Det er det vigtigste – også lige der var du er nu, at giver budskabet om Jesus videre så det kan slå rod i menneskers hjerter.
Missionen vil lykkes, fordi Gud vil det. Missionen lykkes ikke fordi du er dygtig, men fordi Gud er almægtig. Selv en idiot eller os der føles os som idioter kan bruges. Udfordringen til dig er blot det ene: Om du vil være med. Vil du være med til at så, give det videre du har fået. Du skal bare ville det, så gør Gud resten af arbejdet.
Jan Kornholt Prædiken i Kløvermarkskirken d. 7. februar 2021 Gudstjeneste kan ses på Kløvermarkskirkens YouTube kanal Filmen 'Being There' kan fx ses på Blockbuster for 39 kr. Velkommen Mr. Chance (1979) - Se online | Blockbuster