Det enormt populære rocknummer ‘Highway to Hell’ af AC/DC fra 1979 brugte jeg som optakt til min prædiken ved gudstjenesten 13. marts 2016 i Købnerkirken. Hvorfor det?
Det gik ikke stille for sig, som man siger. Det var bogstaveligt talt højt og der var højlydte protester både under og efter gudstjenesten. Undervejs i afspilningen af nummeret var der flere som sang højlydt og begejstret med, og der var en af menighedens gamle som ligeså højlydt bad de begejstrede om at holde mund. Jo, der var gang i den.
Jeg ved udmærket, at det for nogen kan opleves kontroversielt at benytte ikke-kirkeligt musik i gudstjenesten. Jeg har prøvet det flere gange før. Første gang var i 1976 til en ungdoms-gudstjeneste i Vejle Baptistkirke, hvor vi spillede ‘Waiting for the Sun’ med The Doors. Men trods brok og ballade fra de gamle og trofaste kirkegængere, så er der gode og nødvendige grunde til at gøre den slags:
Kirken er et museum for en uddød kultur
Kirkens store problem i vores del af verden er, at vi gennem århundrede har udviklet en bestemt kirkekultur, som i dag er en anakronisme. I min levetid har verden ændret sig betydeligt, mens mange stædigt holder fast ved de gamle former i kirken. Derfor ser vi ofte, at kirken fremstår som et museum for en uddød kultur.
De gamle samværsformer og udtryksformer i kirken er det rigtig svært for nutidens mennesker at forholde sig positivt til. Det kristne budskab er lige så aktuelt og livgivende nu som for 2000 år siden, men desværre har kirken med tiden mistet evnen til at kommunikere det. Kirken har vendt verden* ryggen og når man ikke kender og interesserer sig for dem, der skal modtage budskabet, ja så kan budskabet aldrig nå sit mål.
Kirken må ud af sin isolation
Kirkens store udfordring er at nedbryde de barrierer der er mellem den gamle kirke og den nye verden som nutidens mennesker lever i. Kirken skal ud af sin selv-skabte isolation og være engageret i den verden, som Gud elsker. Jeg har de seneste årtier ofte hørt om at ‘kirken skal ud i verden’. Det er ganske rigtigt. Jesus siger det til sine efterfølgere, at de skal “gå ud i alverden…”. Spørgsmålet er så, hvad kirken har at komme med derude i alverden? Taler vi om den gamle kirkekultur, så nytter det jo ikke bare at holde en frilufts-gudstjeneste eller prøve at blande sig i den offentlige debat eller at sende de gamle kirkebænke til Afrika. Kirken med de gamle udtryksformer og den gamle moral har intet at byde på i den verden, som trænger til budskabet om Jesus! – Den eneste ordentlige måde, hvorpå kirken kan være udadvendt på, er at være tilstede i verden på de betingelser og i de former som er i verden.
Verden skal ind i kirken
Det, som virkelig vil forny kirken er, at lukke verden ind i kirken! Uha uha! Men helt ærligt: Jeg er træt af den der arrogante missions-misforståelse og praksis, der handler om at gå ud i alverden og gøre mennesker til sådan nogen som os, så de kan komme i kirke og blive en del af vores (gamle) kultur. Nej, jeg vil hellere stille kirkens former og rammer til rådighed også for det liv, som almindelige mennesker lever i dag. Den musik, de samværsformer og de problemstillinger som findes hos mennesker i dag skal også udfolde sig i kirken. Kirken er ikke et andet sted end verden! Kirken er kaldet til at tjene verden* ved at være i verden og ved at være en del af det liv som leves i verden. Derfor inviterer jeg alle slags mennesker og al slags musik og alle slags emner indenfor i min kirke! Hvordan i alverden skulle jeg ellers have noget troværdigt at sige til mennesker i dag? At gå ud i alverden og blande mig i menneskers liv dér, kan skabe nogle spændende konfrontationer. Men at invitere alverden ind i kirken og bede mennesker tage hele deres liv med ind i kirken, dét skaber livs-forvandlende relationer og venskaber – og det fornyer kirken.
Skal mennesker der elsker ‘Highway to Hell’ også høre om Jesus, så lad det ske i kirkens fællesskab – i dialog. Tænk, hvilke spildte muligheder det er for kirken, hvis vi kræver at ‘verdens’ musik skal blive udenfor kirken, mens vi inde i kirken lytter til musik, som ingen gider høre hjemme hos sig selv.
Jesus, Jesus, Jesus!
I min kirken kan vi lytte til ‘Highway to hell,’ (og vi kan rigtig meget andet). Det kan vi, fordi min kirke og vores forkyndelse handler om Jesus. Der findes intet i denne verden som kan adskille mig fra den kærlighed Gud har vist mig gennem Jesus’ liv. Derfor, ikke bare tåler Jesus at blive udfordret, men forkyndelsen om Jesus lever allerbedst midt i de største udfordringer og de sværeste problemer. Ingen der hørte ‘highway to hell’ i Købnerkirken 13. marts 2016 er i tvivl om at der også findes en ‘stairway to heaven!” Skulle jeg alene med ord og gamle salmer formidler det positive budskab om Jesus til mennesker i dag, så ville det aldrig blive modtaget af mennesker udenfor kirken. Men lykkes det at bringe det kristne budskab i dialog med det liv, som mennesker lever i dag, ja så sker der ting og sager.
Kærlig hilsen Jan Kornholt
* Jeg bruger ordet ‘verden’ som betegnelse for hele Guds skaberværk og IKKE som en modsætning til Guds Rige.
Skrevet 20. april 2016. Opdateret 13. februar 2018
