GÅ UD SOM ET LYS

Har du prøvet at gå ud som et lys? Et fantastisk billede på hvordan det er, når man mister al sin energi. Så er der ingen udstråling og ingen varme. Der er blot en sort væge tilbage der let kan knække. Samme dramatiske billede bruger vi om døden, når vores livs-lys brænder ud. Slut. At gå ud som et lys … det er ikke sjovt.

Lyset
’Jeg er verdens lys’, siger Jesus ’den, der følger mig skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.’ (Johannes Evangeliet 8,12). At være kristne er at følge Jesus. Når vi følger Jesus, så er det meget lyst, for han er ’verdens lys’ – det lys, som kendetegner selve livet, livets lys, et lys som aldrig går ud.
Vores erfaring er dog, at mørket er stærkt og lyset er truet. Netop derfor skal du holde fast i overbevisningen om, at Jesus er den stærkeste og at lyset sejrer til sidst, uanset hvad du oplever indtil da. At være kristen er at lade lyset fra Jesus overstråle alt i dit liv. Det gør du konkret ved at læse Bibelens beretninger om Jesus, ved at bede til Jesus og ved at dele livet med andre i kirkens fællesskab.
Ofte fortæller mennesker mig, at deres store personlige problemer er årsagen til, at de ikke vil være kristne. Da prøver jeg på en pæn måde at sige, det nok er naturligt at tænke sådan, men også den dummeste forklaring på ikke at ville være kristen. Som om at det kun er glade og problemfrie mennesker der har brug for Gud. Ingen af os undgår livets skyggesider. Det er derfor vi har brug for at sige ja til at lade Verdens Lys skinne i vores inderste gennem sprækker og revner i vores krakelerede facader.

Kirken
’I er verdens lys’ siger Jesus, ’… jeres lys skinner for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres Fader, som er i himlene.’ (Mattæus Evangeliet 5,14-16)
Vores kirkes fællesskab er et lys der skinner i vores kvarter. At følge Jesus, betyder at du bærer et lys som skinner for dem, du møde og dem, som sammen med dig deltager i kirkens fællesskab. Jesus konstaterer, at sådan er det! Kirken er – som fællesskab af Jesus’ disciple – pr. definition ’et lys der skinner for mennesker’!
Som aktive i kirken er det vores erfaring at fællesskabet er sårbart. Vi kan brænde ud, gå ud som et lys. Og vores passivitet, vores manglende gavmildhed og vores mørke sider kan skygge for lyset. Ja, lyset kommer fra Jesus, men det formidles gennem vores villighed til at være det han siger vi er: Lys i verden. Vi kan sagtens forhindre kirken i at være et lys i verden. Hvis dine personlige meninger og ønsker er det vigtigste for dig at formidle til andre, så skygger du for det lys, som kommer fra Jesus. Lad os i Købnerkirkens fællesskab hjælpe hinanden med at være det vi er: Lys i verden. Det vigtigste er, at vi i fællesskab formidle livet fra Gud til de mennesker vi møder.

Verden
Jesus slutter med at invitere enhver: ’… gå ud i hele verden og fortæl om mig til alle mennesker’ (Markus 16,15). Du skal ikke gå ud som et lys, men du skal gå ud med et lys i den verden som ligger i mørket og som mennesker lever i.
Det er let for os at have fokus på vores kirkes interne udfordringer: Vi mangler medarbejdere, penge og medlemmer. Men det er bogstaveligt talt dødsygt at fokusere på mangler. Derimod er det livgivende at fokusere på mulighederne og på det vi tror: at for Gud er intet umuligt! Virkeligheden er, at min kirkes fællesskab er i vækst. (www.koebnerkirken.dk). At vi hele tiden mangler medarbejdere, penge og medlemmer er fordi vi vil mere. Vores vision er mere vidtgående end hvad vi realistisk set kan. Sådan må det nødvendigvis være i ethvert kristent fællesskab: Vi vil mere, end hvad der er menneskeligt muligt, fordi vi tjener en herre for hvem alt er muligt!
Jesus’ invitation til mission fører til en vision, der er urealistisk: Vi går ud i verden og fortæller om Jesus til alle mennesker! Det er let, at brænde sit lys i begge ender, når du siger ja til den invitation. (Men hellere risikere det, end slet ikke være et lys!)
Kirkens opgave er at ’gå ud’ i verden med fortællingen om Jesus. Det er muligt, fordi Jesus er verdens lys og vi blot skal sige ja til at formidle lyset fra ham. Det er ikke vores præstation, der gør det muligt, men Guds Ånd. Så velkommen til at være med – alle sammen – som lysbærere til at gå ud i den verden, hvor mange mennesker lever i mørke.

Kærlig hilsen Jan Kornholt

Oprindelig skrevet til Købnerkirkens Håndbog 2018, februar 2018
Facebooktwittermail