Den 1. september 2020 begyndte jeg arbejdet som præst ved Holbæk Baptistkirke. Ved velkomstgudstjenesten den 6. september holdt jeg denne prædiken:
Her er historien om Israels folk der krydser en grænse. De går fra ørkenen og ind i det land Gud har lovet dem. Israels folk er i et grænseland. På mange måder ligner deres situation, kirkens situation i dag. Hør bare:
Da Moses døde, sagde Herren til Josva »Nu, hvor Moses er død, skal du krydse Jordanfloden sammen med alle israelitterne. Så kommer I over til det land, jeg vil give jer. Uanset hvilken retning I går, er det jeres land. Jeg lovede jo Moses, at I ville få det hele. … Ligesom jeg støttede Moses, vil jeg også være med dig. Jeg svigter dig ikke. Vær modig og stærk, for nu får I det land, jeg lovede jeres forfædre.
Følg min lov fuldt og helt, som Moses sagde, du skulle, så får du mod og styrke. Hvis du holder dig til den, vil det altid gå dig godt. … Det er jo mig, der har udpeget dig til leder for Israel, så være modig og stærk. Du skal ikke være bange, for jeg er hos dig, hvor end du går hen.«
Josva sagde så til dem, der stod for at registrere folket: »Gå igennem lejren, og sig til folk, at de skal sørge for at have mad nok med, for om tre dage skal de krydse Jordanfloden for at erobre det land, Gud vil give dem.« (Josva Bog 1,1-11 i uddrag fra Bibelen2020)
Efter 400 års slaveri i Egypten og senest 40 år i ørkenen skal folket nu over grænsen ind til det nye land, som Gud har lovet dem. Forestil jer hundrede af års slid og slæb og besvær og umulige levevilkår. Så oplever de nu endeligt at Gud griber ind i deres liv og viser dem vejen til et nyt land og et nyt liv. Nu sker det! Det er fantastisk og samtidig er det ganske skræmmende. For hvad er det nu, det der nye. Ingen af dem kender det land som de nu skal tage i besiddelse.
Hvordan har I det med forandringer? Godt nok?!
Ja, hvis du er syg, så er du glad og lettet over at blive rask. Helbredelse er en forandring du hurtigt kan blive begejstret over.
Eller når du sidst på måneden eller i længere tid har manglet penge og der så komme et stort beløb ind på din konto, det er også en forandring som det er nemt at håndtere.
Men grundlæggende så er vi mennesker ret konservative og bundet af vaner og mange af os kan slet ikke lide forandringer.
Vi finder tryghed i at tingene er som de plejer:
– Den samme bolig, hvor møblerne helst skal stå på samme måde i mange år.
– Det samme arbejde, helst i mange år med de samme kolleger og alle de samme arbejdsrutiner.
– Og vores familie og venner og naboer ved vi hvem er, vi kender dem og ved hvor de bor. Det er godt og trygt.
Og hvis noget så forandrer sig, så kan det blive ret vanskelig for os:
– Når der sker en skilsmisse eller dødsfald i familien eller når et venskab går i stykker. Det er forandringer, som vi ikke bryder os om.
– Eller det, at skifte arbejde eller flytte, det kan også let bliver forandringer forbundet med krise.
Personligt så står jeg lige nu i sådan et grænseland hvor der sker store forandringer i mit liv: I dag begynder jeg på et nyt arbejde og i mandags overtog Marianne og jeg vores nye hus i Asnæs. Hele ugen er gået med flytning og det roder. Vi er i grænselandet og på vej ind i et nyt land – et nyt liv. Det bliver helt sikkert fantastisk, men selve forandringen kan føles uoverskuelig.
Farvel til det gamle hjem og farvel til naboer og farvel til venner og goddag til et liv, hvor møblerne skal stå et nyt sted og hvor familien er længere væk og arbejdet er nyt.
Ja, hvordan har vi det lige med forandringer?
Også Holbæk Baptistmenighed står nu i et grænseland hvor der sker forandringer: Vi siger farvel til det som var og vi skal nu tage nyt land i besiddelse.
At få ny præst er en milepæl – en forandring. Forhåbentligt har mange af jer glædet jer til det, men ingen af os ved hvordan det kommer til at gå. Forandringer kan være besværlige.
Nogen vil måske sige, ”Puh ha, så har vi endelig fået præst igen. Så kan vi komme tilbage i den kendte rutine med en ansat til at tage sig af menigheden. Nu er alt igen ved det gamle”.
Men det skal vi nu ikke være så sikre på. Jo, vi skal helt sikkert være glade for de forandringer som sker nu, men vi kender ikke fremtiden og ved ikke hvordan det kommer til at gå. Og det kan let føles utrygt.
Efter et halvt år med Corona-krise er vi også på den måde i et grænseland. Vi kommer fra fuldstændig nedlukning af vores aktiviteter fra marts til maj.
Nu er vi ved at finde ud af hvordan vi kan mødes og hvordan vi som kirke kan arbejde. Men der er meget vi er usikre omkring.
De forandringer som Coronaen tvinger ned over os, dem er vi vildt utrygge ved. Vi ved ikke hvordan det kommer til at gå.
Vi er på mange måder ligesom israelitterne dengang i et grænseland: Vi ved, hvad vi kommer fra – fortiden på godt og ondt. Men nu ser vi ind i en ny tid, et nyt land, et nyt liv som vi skal tage i besiddelse og der sker forandringer og vi ved ikke hvordan det skal gå. Men ligesom israelitterne dengang, så glæder jeg mig til fremtiden. Håber også, at I gør det?
I historien om Josva og israelitterne kan vi finde håb og vejledning i den aktuelle situation. Hør bare lidt mere fra den spændende bibelhistorie om det der videre skete:
Nu stod de der, israelitterne, foran grænsen til det nye land. Først sendte Josva spioner i forvejen. De skulle undersøge landet, og især Jeriko. De blev opdaget, men så blev de hjulpet af en prostitueret i Jeriko og de slap ud med vigtige informationer. Dernæst gik hele folket tørskoet gennem Jordan floden, på samme måde som de 40 år tidligere flygtede fra slaveriet i Ægypten. Dengang de gik tørskoet gennem det Røde Hav.
Inden folket nåede til Jeriko, får de tid til at få styr på deres organisering, deres gudstjeneste, ritualer og regler. Og så var de klar til det store slag mod byen Jeriko: I seks dage gik præster og krigere en gang rundt om byen, og gjorde ellers ikke noget. Men på den syvende dag var der syv præster som truttede i nogle vædderhorn, og så råbte hele folket et kampråb – så højt at byens mure bras sammen. Og så var vejen banet for Josva og hans folk.
Det tog dog adskillige år før de fik taget hele landet i besiddelse, og der var rigtig mange store problemer undervejs. (Læs om det i din Bibel i Josva’ Bog)
Beretningen om folkets vej i grænselandet mellem ørken og det nye land handler også om kirkens folk. Vi er Jesus’ disciple der sammen med Jesus er på vej i grænselandet mellem det gamle vi kommer fra og det nye land vi er på vej til. Det liv, som Gud tilbyder dig at leve, er at være med i et fællesskab hvor vi bevæger sammen på vej mod det nye land, vi skal tage i besiddelse. Guds Rige.
Vi er der ikke endnu – vi er i grænselandet – og vi er heller ikke i ørkenen eller i slaveriet længere. Fortiden ligger bag os, – vi er netop i grænselandet.
Præcis der befinder kirken sig: Kirken er på vej i et grænseland. Bag os ligger ørkenen, og foran os ligger det land Gud vil give os. Jeg glæder mig til at være med på den vandring sammen med jer. Vi er i grænselandet og vi skal sikkert krydse flere grænser sammen og der skal væltes nogle mure – i hvert fald i overført betydning – og det bliver sikkert ikke let, men det bliver godt, fordi vores mål er hvor Gud leder os hen.
Så lad os koncentrerer os om fremtiden. Det er der vi skal tilbringe resten af vores liv! Lad os koncentrere os om fremtiden selvom det det indebærer forandringer. Det kan være skræmmende at opleve nye ting, ja, bare at tænke på det. Forandringer. Uh! Det var derfor Gud sagde til Josva:
»Jeg vil jeg være med dig. Jeg svigter dig ikke. Vær modig og stærk, for nu får I det land, jeg lovede jer. Du skal ikke være bange, for jeg er hos dig,
hvor end du går hen«
Det er også Guds ord til dig i dag. – Eller som Jesus sagde til sine forskrækkede venner efter sin opstandelse: Fred være med jer… Hvorfor er I rystede, og hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerte? Fred være med jer. « (Lukas 24,36 og Johs. 20,19)
Vi skal ikke indtage det nye land med våben og vold og smadre altid omkring os ligesom på Josvas tid. Vores mission er ikke en militæraktion, men en fredsmission. Mission, kirkens opgave, handler om at være i den tjeneste som Jesus har givet os. At gå ind i et nyt land hvor vi lever som han gjorde og som han siger vi skal leve. Lære af ham og adlyde ham.
Og jeg er overbevist om, at når det er Jesus’ vej vi vælger, så er der så meget Guds Helligånds kraft og saft i det, at der vil ske store og gode ting også i vores menigheds fællesskab. Det har Gud selv lovet. Og jeg glæder mig til at være sammen med jer om det alt sammen.
Jeg er indstillet på at give de næste tre år af mit liv på at kæmpe for Guds mission her i Holbæk Baptistmenighed. – Mindst tre år. I kan forvente at jeg vil være flittig og gøre hvad jeg kan for at formidle Guds ord både i prædiken og undervisning og i det liv jeg skal leve sammen med jer i menigheden.
Omvendt, så forventer jeg også noget af jer? Vil I vide hvad det er jeg forventer af jer? For nogle måneder siden så jeg på Netflix den engelske serie The English Game. Den handlede i al væsentlighed om hvordan fodbold blev organiseret og udviklede sig i slutningen af 1800-tallet i England.
I afslutningen af sidste episode følger vi finalen – FA-cup finalen. Kampen ender uafgjort og der skal være 2×15 minutters omkamp. I pausen inden omkampen samler anføreren sine spillere for at give en sidste peptalk. Han siger: ”Jeg beder jer kun om én ting: Giv mig bare 30 minutter af jeres liv. Vi står midt i det vi har håbet på og kæmpet for. Giv nu alt hvad I har bare de næste 30 minutter af jeres liv.”
Som kristen kirke står vi på samme måde lige nu midt i det vi håber på og kæmper for. Vi står midt i meningen med det hele. Som jeres nye præst er det min forventning og opfordring til jer: ”Giv mig bare 30 minutter af jeres liv!” Ja, eller 30 timer eller 30 dage eller 30 måneder. Giv alt hvad I har, for at menighedens mission (Guds mission) må lykkes.
En ny præst i kirken kan i sig selv ikke gøre den store forskel. Jeg kan ikke garantere at min indsats vil kunne virkeliggøre alle jeres drømme for menigheden. Sådan er det med os alle sammen. Ingen af os kan enkeltvis og i egen kraft sikre menighedens fremtid. Men sammen kan vi gøre en forskel. Og det kan vi fordi Gud har lovet at hjælpe os.
Israelitterne og Josva de gav hvad de havde, de gav syv dage af deres liv da de belejrede Jeriko. De gjorde, hvad ingen af dem kunne gøre alene og de gjorde præcis det Gud bad dem om og derfor gik det som Gud havde lovet. Gud hjalp dem på vej gennem grænselandet ind i det nye land. Lad os gøre det samme: Lytte til hvad Gud siger til os og sammen gå den vej han kalder os!
BØN:
Kære Jesus, det er dig der har givet os en opgave – du ønsker at vi skal bevæge os for at bevæge andre så de kommer til dig. Du ønsker at give mennesker nyt liv og en ny mening. Herre hjælp os til at være med, til at løse dén opgave.
Vi beder dig om at gå foran os og vise os vejen. Vi er i et grænseland, hvor vi har brug for vejledning. Og du er vores Herre. Du ved bedre og du ved derfor hvad der er bedst for os. Derfor ønsker vi at lytte til dig Herre. Hør vores bøn og tal til os så vi ved hvor vi er, og hvem vi er, og hvor vi skal hen.
Vi takker dig for venskab og fællesskab i kirken. Tak at det er din kærlighed, der binder os sammen og ikke vores præstationer. Tak Herre at du bruges kirken som et redskab for din store mission. Tak at vi må være med.
Herre kald os til at følge dig, kald os til din tjeneste. Og gør os modige og stærke så vi kan svare på din udfordring, og giv os din fred og din kærlighed så vi har noget at give til andre. Lad din Hellige Ånd fylde os og udruste os til arbejdet. Amen!
Prædiken i Kløvermarkskirken, Holbæk 6. september 2020 Velkomstgudstjeneste
